Streg og flade. Volumen og rum
I den traditionelle kunsthistorie taler man tit om et modsætningsforhold mellem fladen og dybden, mellem stregen og det tredimensionale rum. Men i Vivi Linnemanns værker ophæves modsætningerne, eller måske mere præcist: de sameksisterer. Linnemanns skulpturer fremstår nemlig med en glødende kontur, der slynger sig som en stregtegning, midt i alt den tredimensionalitet, der karakteriserer både skulpturer og installationer. Forholdet mellem på den ene side streg og gade, på den anden volume og rum, står og vipper i forhold til hinanden og skiftes til at træde forrest i oplevelsen. Men de udelukker aldrig hinanden, de kæmper ikke, men indgår i stedet i en gensidig befrugtning.Denne dobbelthed går igen i værkernes dialog med det omkringliggende rum, hvad enten der er tale om byskaber, menneskeskabte sale eller den frie natur, hvor så mange andre skulpturer ellers kommer til kort. I byrummet skaber Linnemanns værker en kontrast til de retvinklede facader og grundplan ved at skyde op og folde sig ud som mangebladede blomster, mens de rumlige installationer bemægtiger sig udstillingssalene med en selvfølgelighed, der hverken er foruroligende eller faretruende. Og når værkerne ikke bare kan overleve, men ligefrem vokse i naturen, så tror jeg det skyldes, at Linnemann arbejder med et udtryk, der i sig selv er organisk – og dermed kan kategoriseres som en anden form for natur.Naturen er i dette tilfælde desuden imødekommende, idet værkerne rækker ud i verden, de inviterer rummet og beskueren til dialog, interaktion og endda til en abstraktversion af genkendelse: for selvom der på ingen måde er tale om figurative gengivelser af hverken menneskekroppen eller andre former for vækst, så minder den indbyggede bevægelse, det fremadrettede udtryk og den dynamiske linjeføring alligevel om os selv. Som mennesker befinder vi os nemlig, ligesom Linnemanns værker, midt mellem det kødelige og æteriske. Og som os er værkerne i evig forandring, alt efter omgivelserne, lyset og den synsvinkel, der anlægges. Nogle af hendes værker spejler verden, andre spejler sig i den, men fælles for dem alle er, at de lader os se os selv – og sætter nye farver på verden omkring os.
Transparente, arabeskenhafte Formen. Fraktale Strukturen Leichtigkeit und Transparenz
Transparente, arabeskenhafte Formen. Fraktale Strukturen Leichtigkeit und Transparenz. Die dänische Künstlerin Vivi Linnemann hat sich in den vergangen Jahren vor allem im Bereich der dreidimensionalen Objekte und Rauminstallationen einen Namen gemacht – nicht nur in ihrem Herkunftsland, sondern auch in den USA und in der Schweiz, wo sie seit 2011 lebt. Obschon Linnemann auch in den Gattungen Video, Malerei und Collage wichtige Arbeiten geschaffen hat, verbindet man ihren Namen unweigerlich mit ihren luftig-leichten Gebilden aus Acrylglas und Schaumstoff. Diese bilden denn auch ihren wichtigsten Beitrag zur zeitgenössischen Kunst. Entscheidende Anregungen für ihr Schaffen fand Vivi Linnemann in ihrer umfassenden Aus- und Weiterbildung. In jungen Jahren studierte sie in San Francisco am Art Institute San Francisco und in Amsterdam an der Image Factory. 10 Jahre später erfolgte eine intensive Phase der Weiterbildung. In Kopenhagen besuchte sie zunächst die Medien- und Journalistenschule. Wenig später schrieb sie sich an der Ignatius-Kunstschule ein und nahm parallel dazu Kurse an der Königlichen Dänischen Akademie der Bildenden Künste. Das Interesse an neuen Medien, modernen Materialien und zeitgemässer Formensprache ist bei Vivi Linnemann unübersehbar. Wechselten sich früher freies künstlerisches Schaffen und berugiche Tätigkeit im angewandten Bereich als Art Director phasenweise ab, so konzentriert sie sich seit 2009 mit Erfolg auf ihre Karriere als freischaffende Künstlerin. Seither konnte sie ihre Werke an zahlreichen europäischen Ausstellungen zeigen. Mit ihrer Formensprache und ihrer Materialwahl trifft sie den Puls der Zeit. Vivi Linnemann ist keine klassisch arbeitende Bildhauerin oder Plastikerin. Sie verwendet in ihrem Schaffen hauptsächlich farbiges Acrylglas. Die ausgeschnittenen, in Form gebrachten Einzelteile verbindet die Künstlerin mit einem Kupferfaden, den sie durch gebohrte Löcher führt.
Das Schneiden und Nähen sind Techniken, die man eher in der textilen Kunst verortet, denn in der dreidimensionalen Kunst. Mit jedem angenähten Einzelteil wächst das Objekt bzw. die Installation bis ihrer endgültigen Gestalt heran. Die Werke von Vivi Linnemann wirken harmonisch, zum einen, weil sie stets aus ein und demselben Material bestehen und monochrom sind, zum anderen weil die Formensprache stets kohärent ist. Die Einzelteile weisen oft rund bis giessende Formen auf, so dass sie als Gesamtes sehr natürlich wirken. Die Installation GRØN beispielsweise, welche Vivi Linnemann 2013 am Skulpturensymposium Winterthur zwischen Obstbäumen eingebettet präsentierte, nahm mit ihrer organischen Formensprache den stillen Dialog mit der Umgebung auf. Die aus einer Vielzahl von Einzelteilen bestehenden Arbeiten Linnemanns erinnern an fraktale Strukturen und an die Wachstumsprinzipien der Natur, welche seit der Spätantike als stilisierte Rankenmotive und Arabeskenornamente in die dekorativen Künste eingossen. In der Regel hängen sie scheinbar schwebend oder stehen bzw. liegen direkt auf dem Boden. Statik und Volumen negierend, öffnen sie sich dem Raum und der tänzerischen Bewegung. Sie verströmen Heiterkeit und Leichtigkeit. Die Durchsichtigkeit und der Glanz des Acrylglas bringen eine weitere Dimension ins Spiel: Das Licht. Linnemanns Werke wirken wie zu Materie geronnenes Polarlicht. Sie erinnern mit ihrer guoreszierenden Farbigkeit aber auch an wundersame Tiefseewesen und leuchtende, ineinander verschlungene Rüschen, die sich im Wind aufbauschen. Das Veränderliche, Prozesshafte ist in den Arbeiten von Vivi Linnemann eingeschrieben. Das Kunstwerk mit seinen drei Dimensionen ist als solches noch fassbar, doch die Entmaterialisierung in Form von Leichtigkeit und Transparenz ist weit vorangeschritten. Somit bildet das Schaffen von Vivi Linnemann indirekt die grossen technischen und gesellschaftlichen Entwicklungen des 21. Jahrhunderts ab
Skulpturelt sprog
Vivi Linnemann er en dansk kunstner, født og opvokset i Aalborg, der har formået at slå igennem i udlandet. Hun har siden 2011 været fast bosat i Schweiz, hvor hun i særlig grad har slået sit navn fast gennem deltagelse i en spændende række udstillinger. Hun har udstillet forskellige steder i Danmark og var f.eks. med på Skulptur Biennalen i Kongens Have i København i 2012 (med værket Möchtegern/Wannabetree). Vivi Linnemann har arbejdet bredt med video, digital illustration, maleri, collage og ikke mindst forskellige former for skulpturelle værker og installationer, hvor det abstrakte med en slags fortællende strukturer er i fokus. Vivi Linnemanns skulpturelle sprog trækker på den revolution som russeren Naum Gabo introducerede omkring 1915, hvor skulpturens masse blev opløst og det ’tomme’ rum blev indarbejdet i skulpturen og blev til dens nye ’masse’. Skulpturen blev aldrig den samme igen og det åbnede op for en langt bredere tilgang til at lave skulpturer, som vi har set hos britiske Barbara Hepworth (1903-75) og danske Ib Geertsen (1919-2009). Linnemann er således solidt forankret i en kunsthistorisk tradition, når hun arbejder med forskellige materialer, der hænger, står eller måske ligger nærmest henslængt på et podie af beton – som f.eks. værket ”GRØN – SYNTESE” fra en udstilling i Schweiz.
Materialerne spænder fra PVC over stål og akryl til faconsyet skumplast og forskellige kunststoffer. Linnemanns skulpturer har et fællestræk, der alle handler om at være lette og at indføje sig i det rum og de omgivelser, de placeres i. Samtidig giver de rummet / omgivelserne en ny mening eller fortælling, som man ikke kan undgå at blive inddraget i. ”Nyt Land” kunne på en måde være en fælles titel for alle hendes værker og udstillinger, fordi de forandrer virkeligheden gennem form, materiale og farvevalg. Værkerne snor og drejer sig (som om de er en slags organisme), og deres udtryk er forskelligt efter, hvorfra man ser dem og selvfølgelig alt efter lysvirkningerne fra naturen eller rummet omkring dem. Nogle af de mindre skulpturer kunne være en slags kunstige planter placeret et sted, hvor lyset strømmer ind og tilfører liv og forandring. Skulpturerne er plastiske og ofte transparente i deres struktur, hvilket betyder de kan ændre form alt efter, hvor de placeres, og hvordan de er tænkt ind i omgivelserne – om det er et lukket udstillingsrum, i et bybillede eller i naturen (Land Art).
Linnemanns skulpturer bibringer noget særligt til stedet og samtidig er der noget opløftende – ja nærmest en slags glæde – ved deres formsprog og transparens, der gør, at man bliver i godt humør samtidig med, at man undres over, hvad disse skulpturer mon betyder – eller er – og det svar må beskueren så selv skabe en historie ud af.
Vivi Linnemann har haft en lidt udsædvanlig kunstnerisk karriere, idet hun først har arbejdet som Art Director i ind- og udland, inden flytningen til USA.
I årene 1990-1994 startede hun som selvstændig billedkunstner i San Francisco, og efteruddannede sig, inden turen gik tilbage til Danmark. Her etablerede Vivi Linnemann selvstændig virksomhed i 1994.
Ophold på Ignatius Billedkunstskole sideløbende med efteruddannelses kurser på Det Kongelige Danske Kunstakademi i København – bla. Akademiets Plastlaboratorium. Det er blevet til deltagelse i mange udstillinger fra Brandts i Odense, Århus Festuge og videre til en række udstillingssteder i Østrig, Tyskland og Schweiz
