I den traditionelle kunsthistorie taler man tit om et modsætningsforhold mellem fladen og dybden, mellem stregen og det tredimensionale rum. Men i Vivi Linnemanns værker ophæves modsætningerne, eller måske mere præcist: de sameksisterer.

Linnemanns skulpturer fremstår nemlig med en glødende kontur, der slynger sig som en stregtegning, midt i alt den tredimensionalitet, der karakteriserer både skulpturer og installationer. Forholdet mellem på den ene side streg og flade, på den anden volume og rum, står og vipper i forhold til hinanden og skiftes til at træde forrest i oplevelsen. Men de udelukker aldrig hinanden, de kæmper ikke, men indgår i stedet i en gensidig befrugtning.Denne dobbelthed går igen i værkernes dialog med det omkringliggende rum, hvad enten der er tale om byskaber, menneskeskabte sale eller den frie natur, hvor så mange andre skulpturer ellers kommer til kort. 

I byrummet skaber Linnemanns værker en kontrast til de retvinklede facader og grundplan ved at skyde op og folde sig ud som mangebladede blomster, mens de rumlige installationer bemægtiger sig udstillingssalene med en selvfølgelighed, der hverken er foruroligende eller faretruende. Og når værkerne ikke bare kan overleve, men ligefrem vokse i naturen, så tror jeg det skyldes, at Linnemann arbejder med et udtryk, der i sig selv er organisk – og dermed kan kategoriseres som en anden form for natur.

Naturen er i dette tilfælde desuden imødekommende, idet værkerne rækker ud i verden, de invitere rummet og beskueren til dialog, interaktion og endda til en abstrakt version af genkendelse: for selvom der på ingen måde er tale om figurative gengivelser af hverken menneskekroppen eller andre former for vækst, så minder den indbyggede bevægelse, det fremadrettede udtryk og den dynamiske linjeføring alligevel om os selv.Som mennesker befinder vi os nemlig, ligesom Linnemanns værker, midt mellem det kødelige og æteriske. Og som os er værkerne i evig forandring, alt efter omgivelserne, lyset og den synsvinkel, der anlægges. Nogle af hendes værker spejler verden, andre spejler sig i den, men fælles for dem alle er, at de lader os se os selv – og sætter nye farver på verden omkring os.     

Kunsthistoriker Trine Ross